Vejledning Vejledning på Børkop Højskole – Indre Missions Bibelskole
- en beskrivelse af vejledningstilbuddet på de lange kurser
Formål I vejledningen på Børkop Højskole ønsker vi med basis i skolens formål og værdigrundlag at møde den enkelte elev fra kursets begyndelse med henblik på afklaring af elevens udgangspunkt, behov, forventninger og drømme. Vi ønsker dernæst at støtte eleven i en positiv udvikling både menneskeligt og åndeligt. Målet er, at eleven får hjælp til at tage vare på sit liv, forfølge sine mål og tage relevante initiativer til at realisere sine ønsker til kursusudbytte, fremtidig uddannelse og arbejde, personlige værdier og tro mv. Ligeledes at eleven modnes til fysisk, psykisk og åndeligt at leve et sundt og autentisk menneskeliv.
Ansvarlige Vejlederopgaven fordeles blandt de fastansatte lærere.
Organisering Alle elever tilbydes en personlig medvandring, der indeholder mindst 3 organiserede samtaler med en lærer igennem det lange kursus. Der ud over har læreren igennem hele kurset et særligt ansvar over for de elever, som han/ hun er medvandrer for. Se indbydelsen til medvandring, der udleveres til alle elever ved kursets begyndelse!
Hver smågruppe tildeles en kontaktlærer, som tilbyder støtte og vejledning til smågruppelederen og gruppen som sådan.
Dagens vagtlærer mandag – fredag annoncerer en times træffetid med tilbud til eleverne om samtale og vejledning.
Fokuspunkter Medvandringssamtalerne tager udgangspunkt i elevens ønsker til samtaleemner. Fra lærerens side rettes opmærksomheden (i respekt for den enkelte elev) særligt imod temaer som:
- elevens højskoleophold: forventninger, mål og mulighederne for at nå disse - elevens evner, kvalifikationer og selvforståelse som udgangspunkt for modning og udvikling - elevens fremtid efter højskoleopholdet: uddannelse og arbejdsliv – evt. menighedsfællesskab og tjeneste - Gud og den enkelte Der ud over er læreren åben for, at alle livets problemstillinger kan drøftes.
Metode Medvandringssamtalernes form tager udgangspunkt i såvel lærerens som elevens ønsker. Her søges de former anvendt, som først og fremmest eleven føler sig bedst hjemme i. Og der lægges op til en stor variation af muligheder – se indbydelsen til medvandring!
Vedtaget på lærerrådsmødet den 9. september 2009.
Kurt Kristensen forstander Indbydelse til medvandring |