Modul 2

I andet modul skal vi arbejde med at udvide vores komfortzone, realisere vores gudgivne potentiale og få nye erfaringer. Målet er at opdage, at livet med Gud og andre mennesker er et eventyr, som venter på at vi griber det, og som vi kan lade os gribe af.

Det er okay at sætte spørgsmålstegn ved min tro og holdninger!
“Der er plads og øje for den enkelte elev. Jeg har oplevet at blive klogere på min tro, men også at det er helt okay at sætte spørgsmålstegn ved min tro og holdninger. Det har været fedt at udforske måder at være sammen med Gud på. Jeg ser tilbage på et fællesskab, hvor der var plads og rum til store og små spørgsmål, hvilket jeg tænker er super værdifuldt”  

Christine, elev E22

Fællesfag i modul 2

Det Gamle Testamente – historien

Det Gamle Testamente er historien om, hvordan Gud udvælger en slægt til at spille en central rolle i hans plan om frelse for menneskeheden. Den historie kulminerer med Jesus. Det Gamle Testamente er derfor en rigtig vigtig baggrund for at forstå Jesu mission og budskab. Vi vil følge den røde tråd gennem Det Gamle Testamentes historie med udblik til højdepunktet i Jesus.

10 x 2 lektioner

Evangelier

Evangeliernes beretninger om Jesu liv, død og opstandelse er en grundsten i den kristne tro. I efteråret vil vi særligt benytte Matthæusevangeliet som kilde med udblik til Markus’ og Lukas’ versioner af evangeliet. Det er et evangelium, som særligt fokuserer på sammenhængen mellem Det Gamle Testamentes løfter og Jesus som opfyldelsen af dem.

10 x 2 lektioner

Identitet

Undervisningen i identitet handler om den personlige identitet. Her får du indsigt i, hvem du er som person, når der blandt andet arbejdes med emner som temperamenter, selvværd og selvtillid. Vi arbejder med, hvad det betyder for os  at være en del af et fællesskab, og vi tager temaer som singleliv, parforhold, køn og seksualitet op. Undervisningen er hele vejen båret af at forstå sig selv ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn.

16 x 2 lektioner gennem hele kurset

Salmernes bog

Vi skal arbejde med nogle af de mange temaer som salmerne rummer. Det kunne f.eks. være lovprisningssalmer, trøstesamler, bodssalmer, klagesalmer, bønnesalmer og profetiske salmer. Vi vil prøve at spejle os i salmedigternes liv og situation, kampe og glæder, for at perspektivere, hvordan Gud tænker, handler og vejleder ind i menneskers liv. Vi vil forsøge at tænke ”Troens Stier” ind over de enkelte salmer og temaer. Vi vil prøve at hente inspiration til vores eget bønsliv, men også sætte tid af til bønspraksis i timerne.

Studietur til Grækenland

I uge 40/41 tager vi på studietur til Grækenland. Læs mere om studieturen her.

Temadage

På en række temadage vil vi arbejde tværfagligt eller tematisk med vigtige emner for både troen og livet. I modul 2 er nogle af overskrifterne:

  • Mission i DK
  • Venskab
  • Gud & Grønne Skove
  • Retræte-dage

Højskoleaftner

Hver onsdag aften er der højskoleaften. Her er der fokus på fællesskab, samtale, spørgsmål og debat. Nogle gange får vi besøg af mennesker med en tankevækkende livshistorie eller en brændende hjertesag.

2 lektioner hver onsdag aften

Valgfag i modul 2

Træklatring

Vi vil i dette forløb tage et grundkursus i træklatring, hvilket svarer til et kørekort i bil. Beviset udstedes af Dansk Træklatrerforening. Det vil være muligt at fortsætte i deres uddannelsesregi bagefter. Undervisningen vil foregå i bøgeskovene ved Vejle, Fredericia og Kolding. Der kræves ingen forudsætninger, kurset er for alle uanset niveau også dig med højdeskræk. Så hvis du har lyst at opleve Guds smukke natur og kroppens grænser på vej mod toppen af et træ, så er det lige et forløb for dig! Når du har fået beviset, må du tage skolens udstyr og gå på opdagelse i områdets skove.

4 x 4 lektioner

Åbent værksted – Keramik og Raku

Her er muligheden for at få en intro til keramik i vores veludstyrede værksteder. Vi kommer ind på de grundlæggende teknikker og værkstedskendskab, så værkstederne vil stå til rådighed resten af opholdet. Vi vil komme ind på formgivning og basale teknikker. Der vil desuden være mulighed for at prøve kræfter med den særlige rakubrænding, en teknik, hvor leret brændes i en ovn udenfor.

Raku giver en spændende overflade, hvor glasuren krakelerer og får en metallisk glans. Også her vil vi arbejde med indhold, så de ting vi laver, får en betydning, og bliver en måde at arbejde med sig selv, sit Gudsforhold og  sit liv generelt på.

4 x 4 lektioner

Sammenspil og lovsang (fortsat fra modul 1)

I dette valgfag vil vi spille en masse musik! Dette er det “store” sammenspilsfag, hvor vi primært bruger tid på at dygtiggøre os ved at spille musik sammen. Det meste af undervisningen vil være praktisk orienteret, hvor du får lov at blive udfordret og får mulighed for at dygtiggøre dig med din sang og dit instrument i en rytmisk band-kontekst. Så hvis du ønsker at forbedre dig musikalsk og på dit instrument/sang, så er dette muligheden for at arbejde med netop det.

8 x 4 lektioner (modul 1 og 2)

Nådegaver

I dette fag vil vi gå på opdagelse i, hvad Det Nye Testamente lærer os om nådegaver, hvad nådegaveudrustning betyder for vores tjeneste, og hvilke nådegaver vi hver især er udrustet med.

4 x 4 lektioner

MTB

Du kommer til at modtage basal introduktion til mountainbike, hvorefter du udfordres af de danske skove og vegetationer. Navigation bliver her en integreret del. Introduktion til GPS-navigation, kortlæsning og sporløs færden, er derfor selvskrevet.

4 x 4 lektioner

Åbent værksted – Akryl og akvarel

Vi vil arbejde med forskellige teknikker med indholdet i fokus. Hvordan maler jeg et billede, der har en fortælling? Hvordan bruger jeg billedkunst som et sprog, og hvordan kan jeg bruge min kreativitet til at arbejde med det, der fylder lige nu? Vi vil lege og eksperimentere med formålet at finde det udtryk og den teknik, der passer til dig og din fortælling. Der er tid og plads til at prøve sig frem.

4 x 4 lektioner

Religiøsitet

Mange i Danmark er åbne for religiøse tankesystemer, der har hinduistiske eller buddhistiske rødder. Hvad er de tiltrukket af? Og hvordan forholder vi os til islam, som bliver stadigt mere synlig. Og hvordan forholder det sig med Jehovas Vidner og mormonerne? De har kristne rødder, men hvad adskiller dem fra den lutherske kirke?

4 x 4 lektioner

Sjælesorg

Sjælesorg handler om at være til stede i en andens liv som menneske og som kristen. Både som medmenneske og som medkristen. Hvis det skal lykkes, må man samtidig kende sig selv, sine egne begrænsninger og sine styrker. I faget vil du få en introduktion til sjælesorg som disciplin, og vi vil også gennem forskellige øvelser øve os i at være til stede i andres liv med empati og med det håb, vi har i troen på Jesus Kristus.

4 x 4 lektioner

Sang

Dyk ned i stemmeteknik, historieformidling, performance og generel sang-viden med masser af praktiske øvelser og konstruktiv feedback. Relevant for dig, der gerne vil lære mere om din egen sang og måske også – på en sund måde – vil rykke ved nogle grænser.

4 x 4 lektioner

Lovsangsguitar

For dig, der gerne vil fordybe dig i guitar som lovsangsinstrument. Faget er en god mulighed for at fordybe dig endnu mere i dit instrument ved siden af deltagelse i sammenspil og lovsangs-valgfaget. Men du kan også få igangsætning til guitar som eneste ledsager til lovsangssamlinger i fx mindre grupper.

4 x 4 lektioner

Apostlenes Gerninger

I dette valgfag følger vi “opstandelsesbølgen fra Jerusalem” igennem Apostlenes Gerninger. Du vil her se nye sider af evangeliet og erfare, hvordan det bryder grænser på sin vej ud i “alverden”. Du vil blive inspireret af de første kristne og se, hvordan Helligånden bruger mennesker til at nå andre mennesker. Vi skal lære noget om Guds frelsesplan og missionsstrategi – dengang og nu, for også derigennem at få syn for, hvordan Gud også i dag arbejder gennem os.

4 x 4 lektioner

At handle med håb

Klimaangst og klimaskam fylder hos mange, og i dette fag vil vi arbejde med et bibelsk svar på klimakrisen. Det er ikke os, der skal redde verden, for det har Jesus faktisk allerede gjort. Det løfte, han har givet os om en helt ny jord, gør, at vi må løfte hovedet og handle med håb i den verden, der omgiver os. Det vil vi gøre helt konkret i dette fag ved at arbejde i højskolens have med bæredygtige initiativer, samle ind af naturens rigdom og tage på inspirationsture i området. Vælg dette fag, hvis du har brug for nye perspektiver i klimadebatten, eller hvis du bare er vild med at bruge dine hænder.

4 x 4 lektioner

Kajak

Vi vil i dette forløb tage et IPP2 havkajakbevis, hvilket svarer til et kørekort til bil. Beviset udstedes af Dansk Kano- og Kajakforbund og er anerkendt over hele Europa. Undervisningen vil foregå på smukke Vejle Fjord, under beskyttede forhold. Der kræves ingen forudsætninger, kurset er for alle uanset niveau. Så hvis du har lyst at opleve Guds smukke natur fra søsiden, så er det lige et forløb for dig!

4 x 4 lektioner

Valgfag udbydes i forskellige blokke, hvor du kan vælge ét fag i hver blok. Se hvordan valgfagene er sammensat i blokke her.  

NB: Opdateret 29.07.2024 – ret til ændringer forbeholdes.

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vil du gerne høre mere om Børkop Højskole og vores elevers hverdag? Så modtag vores nyhedsmail. Vi kommer ikke til at spamme dig – det lover vi.