Faderen er skaberen, og ethvert menneske er enestående og værdifuldt skabt i Guds billede. Han har udrustet os som forskellige mennesker med kreative, musiske, sociale, legemlige, sjælelige og åndelige udfoldelsesmuligheder til at forvalte naturen og kulturen. Vi er skabte til at leve i tryghed og kærlighed i fællesskab med ham og til i fællesskab med hinanden at forvalte vort liv og vore muligheder.
Sønnen, Jesus Kristus, er Gud, som blev menneske for at frelse os. Han elsker os, og vores skyld og skam forringer ikke vores værdi for ham. Derfor gik han i døden for os for at betale vor skyld og opstod fra de døde for at give os liv og håb til evig tid. Han kalder os ind i en personlig relation til sig, hvor han sætter os fri ved syndernes forladelse og som Guds børn.
Helligånden er den nærværende Gud, som hjælper os til at tro på Jesus Kristus og følge ham. Han vejleder os og udruster os til at tjene Kristus og medmennesket i kærlighed. Bibelen er Guds ord og Helligåndens redskab. Den er kilden til vores tro og etik, og vi ønsker at modtage dens budskab i åbenhed og tillid.